Bild: Dortmund lader Hummels skifte
Han har fået lov til at foretage et skifte til sommer hvis det er det han ønsker. Barcelona kender Hummels og har fulgt ham over en længere periode, men Martino mente ikke man skulle smide penge efter ham i sommers, da træneren først ville se den catalanske trup an.
I og for sig kunne Hummels sagtens skifte allerede til januar, men sandsynligheden er meget lille. Under alle omstændigheder er det blevet bekræftet, at Barcelona vil ud og handle meget snart. Martino ønsker sig en gardering til forsvaret og selvom Puyol er på vej tilbage og Bartra har imponeret, så er man fortsat tyndt besat i tilfælde af karantæner eller skader.
Den tyske avis melder, at Barcelona skal betale i omegn af 30-30 millioner euro for forsvarsspilleren. Hummels er 24 år og har derfor mange år foran sig endnu. Samtidig har han allerede spillet sig til en masse erfaring, hvor han bl.a. har været med i en Champions League-finale, som Bayern München dog vandt.
Hummels' kontrakt med Dortmund løber frem til 2017 så der skal penge på bordet, hvis Barcelona ønsker at købe ham fri fra kontrakten. Den gensidige interesse er der og nu hvor Dortmund har tilladt spilleren at forhandle med andre klubber er det i bund og grund blot op til Barcelona, om de ønsker at smide 30-35 millioner euro afsted efter ham.