Neymars selvbiografi: Real Madrid
"Penge undskylder ikke ødselhed. Man er nødt til at spare op. Det er grunden til, at jeg tager mig af min søns indtjening med største varsomhed. Jeg må sørge for, at han kan koncentrere sig om at spille fodbold. Så jeg tager mig af alle papirerne. Han går ikke op i, hvor meget han tjener. Det gør jeg. Og jeg tager så grundigt vare på hans pengesager, at han kan være tilsvarende dedikeret inde på banen.
Det er ikke grådighed. Jeg ønsker det bedste for min søn og hans familie, for vores familie. Det er grunden til, at jeg arbejder så hårdt for ham på samme måde, som han arbejder hårdt for os. Siden han blev professionel i Santos i 2009 har han modtaget mange tilbud, som jeg har måttet tage mig af. Jeg holder regnskab med alt, hvad han tjener, og alt, hvad han bruger. Jeg har i sjov sagt, at han da godt kan få lidt håndører til en is, eller nogle gange også lidt mere end håndører.
Du må have begge ben på jorden og holde hovedet koldt for at kunne spille fodbold på øverste niveau. Som ung kan man nemt blive forblædet af alle de mange penge, men det er vigtigt hele tiden at være mådeholden. Neymar Jr. har fået betaling for at spille fodbold, siden han var 11 år. Det har altid været afgørende for os, og det viste os, hvilken tiltro Santos havde til os som familie. Den tiltro er vigtigere end selve betalingen. I 2006 kunne han være blevet Real Madrid-spiller. Men han ønskede det ikke. Vi ønskede det ikke.
Wagner Ribeiro, vores rådgiver, præsenterede os for klubbens forslag. Wagner, som vi lærte at kende gennem Betinho, er en succesfuld og velrenommeret agent, som havde fulgt Neymar fra begyndelsen. Da min søn var 12 år, besøgte vi den uruguayanske agent, Juan Figer, der også er berømmet for sit arbejde. Han og hans søn, Marcel Figer, tog sig af Neymar Jr. Vi tegnede en kontrakt, og Wagner udbetalte os en sum penge om måneden.
Det var ikke alverden, men takket være min løn fra CET og den økonomiske hjælp, som Santos ydede, bedredes vores vilkår. Min kone, Nadine, blev hjemmegående og kunne nu tilberede min søns mad før den daglige træning. Det var slut med selv at optø frysemad. Tingene så lyse ud, lige indtil Wagner Ribeiros uoverensstemmelser med Santos i forbindelse med en anden af hans spillere, Robinhos, skifte til Real Madrid. Det var her, folk begyndte at tale om, at så måtte også Juninho (Neymar), en anden af Wagners klienter, forlade klubben. Det var hårdt for os alle. Neymar Jr. gjorde det så godt, han kunne til træning, og alligevel var der folk, der mente, at han måtte ud - bare fordi han havde Wagner som agent. Det var fuldkommen absurd.
Jeg mener stadig ikke, reaktionen var fair. Wagner hjalp os virkelig meget. Jeg lærte meget af ham og besøgte ham ofte på hans kontor. Han troede på min søn fra begyndelsen, han har gjort rigtig meget for os. Vi ønskede ikke at stoppe det samarbejde, fordi andre mente, vi burde gøre det. Vi ville ikke bare skille os af med ham for at stå med et problem mindre. Hans problemer med Santos havde intet med os at gøre. Og vigtigst af alt: Vi havde en aftale, og den havde vi tænkt os at overholde. Det er vigtigere end alt andet i verden. Det er den loyalitet, som gør dig til en vinder også uden for banen.
Neymar Jr. var fyldt 13 år, da det lykkedes Wagner Ribeiro at få kontakt til Real Madrid. For første gang i vores liv skulle vi ud at flyve. Min søn og jeg tilbragte 19 dage i Spanien. Real Madrid tilbød os den samme aftale, som FC Barcelona havde tilbudt Messi, da han var dreng. Det var fremtidssats. Klubben ønskede at hente Neymar Jr. til Madrid, og han skulle vokse op i Spanien. Betalingen var rigtig god, han var endnu kun teenager.
Efter at have været i Spanien i seks dage kunne min søn og jeg ikke mere. Vi kunne ikke spise. Alt flød sammen. Alt var for anderledes. Jeg var nødt til at lytte til mit faderlige instinkt. Jeg kunne godt klare at være væk hjemmefra. Jeg havde mødt mange forhindringer i mit liv. Jeg var en voksen mand. Min søn var bare et barn. Trods store penge og en god kontrakt kan det være traumatiserende for et 13-årigt barn at blive sendt til en anden verdensdel for at spille fodbold. Indimellem må man træffe et valg som far og rådgiver for sin søn. Jeg må tage hensyn. Alle beslutninger har en god og dårlig side. Intet er sort/hvidt. Der må skabes en balance. Man går ikke glip af noget, man vælger blot noget andet på et givent tidspunkt. Det er vigtigt, at holde sig for øje i alle livets aspekter.
Det var, hvad der hændte, da vi rejste til Madrid. Vi kunne have bosat os i Europa allerede i 2006, men tænk engang på alt det, Neymar Jr. har opnået lige siden med både Santos og det brasilianske landshold. Og tænkt på alt det, han vil opnå med FC Barcelona. Det var det hele værd! Når jeg ser tilbage, ved jeg, at vi traf det rigtige valg. Selv om det selvfølgelig ikke var nemt at sige nej. Han trænede med fra den første dag, og han gjorde det fremragende! Han scorede 27 mål i løbet af 19 dages træning.
Efter tre dage var vi enige om alt. Kontrakten lå klar, alting virkede perfekt. Juninho (Neymar) og Rafaela ville begge modtage stipendier til skolegang. Det eneste, vi manglede, var Neymars Jr.'s mor, Nadines, underskrift. Hun skulle egentlig have fulgt efter os til Spanien, men hun besluttede sig for at blive hjemme hos vores datter.
Efter kort tid fik Juninho (Neymar) hjemve. Han savnede sin familie, sine venner, skolen, byen og Santos FC. Han savnede alt. Maden var okay, men vi savnede vores ris og bønner. Ingen penge i verden kan ændre på den følelse. Jeg fornemmede, at Neymar Jr. blev mere og mere ked af det, som dagene gik. Selv om vi fik alt, hvad vi bad om, føltes det ikke rigtigt. Tidspunktet var ikke det rette. Juninho (Neymar) var enig, og vi besluttede os for at flyve tilbage til Brasilien. Santos' træner på daværende tidspunkt, Wanderlei Luxemburgo, ønskede også, at Neymar Jr. skulle forblive i klubben. Han havde selv været cheftræner i Real Madrid i 2005. Han ringede til Wagner (Ribeiro) og overtalte Santos-præsidenten Marcelo Teixeira til at investere i Juninho (Neymar).
Vi følte os samtidig overbeviste om, at Real Madrids bud ikke ville være det sidste. Neymar Jr. måtte modnes i Santos og spille senior-turneringer i Brasilien først og så en dag vende til Europa og lære endnu mere. Det var min holdning, at han skulle vokse op i sit hjemland.
På det tidspunkt ville utallige mennesker tale med os, især mig. De spurgte, om jeg havde mistet forstanden. For hvorfor i alverden dog afvise et lukrativt tilbud fra Europa? Mange mente, at vi havde forpasset en gylden mulighed. Men det var noget, de ikke forstod: Den største af alle muligheder er forældreskabet skænket af Gud. Naturligvis krævede vi en forbedret kontrakt for at blive i Santos. Så vi ringede til præsidenten Marcelo Teixeira, der inviterede os til et møde på Santa Cecilia-universitetet. Vi havde en god snak, og alt faldt på plads.
Allerede som 13-årig var Neymar Jr. en succes. Efter vores nej til Real Madrid var vi glade for atter at være hjemme. Vi kunne nu udskifte vores hjem i Praira Grande med en bedre lejlighed. Santos FC var vores egentlige hjem.
Vores nye lejlighed lå lige over for klubbens kontorer. Det var en god løsning for os, og vi er taknemmelige over for alle, der hjalp os. Især Zito. Da Juninho (Neymar) underskrev sin nye kontrakt, havde jeg håbet på, at Zito ville have betalt en dyr middag på en af byens pænere restauranter. Det skete ikke. I stedet spiste vi de små tærter, der var til overs fra Neymar Jr.'s fødselsdag!
Zito, en stor mand. En af vores nærmeste venner. Selv om han altid siger, at hvis han havde stået overfor Neymar Jr. i en kamp, så ville han ... Nå, det er nok bedst ikke at skrive det."
Læs med i næste uge når der sendes et nyt kapitel fra Neymars biografi, hvor Neymar selv taler om sit liv.