Mest læste lige nu

Daniel Zastrojevic

Har mistet næsten 1 mia. på Montjuïc: Barça-boss vil tilbage til Camp Nou

Barça-præsident Joan Laporta udtaler, at han gerne vil tilbage til Camp Nou hurtigst muligt, da Blaugrana har mistet næsten 1 milliard kroner på at spille i Montjuïc.

Barcelona har ikke spillet på Camp Nou siden maj 2023. 

Barça fejrer i slutningen af november 125 års jubilæum, men alt tyder desværre på, at fejringen ikke bliver på Camp Nou, men i Montjuïc. 

Blaugrana-præsident Joan Laporta har netop afholdt pressekonference, og her kom den store culé ind på, hvornår Camp Nou er klar til at huse Yamal og kompagni.

- Vi har ikke tænkt os at komme med datoer, da det kan ske før eller senere. Det er allerede sådan, man skal bare tage et smut forbi stadion. Til trods for forhindringerne er jeg overbevist om, at vi ved udgangen af året kan spille på Camp Nou. Det gør os meget spændte.

- At være i Montjuïc har gjort, at vi har misset 750 millioner kroner, så vores interesse i at vende tilbage er maksimal. 

Sport skriver, at Barça igen spiller på Camp Nou til januar, mens Catalan News tidligere har meldt, at det allerede kan ske til december. 

Som det ser ud nu, vender Barça tilbage på Camp Nou enten den 15. december mod Leganes, den 22. december mod Atlético Madrid eller den 26. januar mod Valencia. 

Det forventes, at man kan spille for omkring 60.000 fans på Camp Nou, mens det renoveres. 

Camp Nou forventes at være helt klar i august 2026. 

FC Barcelona