Lewandowski blev sur: Flick tager det helt stille og roligt
Hansi Flick mener, det er helt normalt, at Robert Lewandowski blev sur i kampen mod Rayo Vallecano.
Barcelona spillede mandag aften på hjemmebane mod Rayo Vallecano, hvor de hentede tre vigtige point efter en sejr på 1-0, og det betyder, at de er tilbage på førstepladsen i La Liga.
Det var den polske angriber Robert Lewandowski, der scorede kampens enlige mål på et straffespark i første halvleg.
I anden halvleg blev Lewandowski skiftet ud, da der var ti minutter tilbage af kampen, og den beslutning var han ikke helt tilfreds med. Det tog klubbens træner Hansi Flick dog ret stille og roligt efterfølgende.
- Det er normalt for Lewandowski at blive sur over at blive skiftet ud, for han vil score mål. Men beslutningen er min. Jeg foretager ændringer, når jeg finder det passende, og de er nødt til at acceptere det, sagde Flick.