Økonomisk optimisme før transfervinduet åbner
Om lidt åbner transfervinduet og så går det atter engang løs med en hektisk sommer, hvor spillere skifter klub på samlebånd. Flere handler er allerede bekræftet, da mange ønsker deres fremtid klarlagt før EM, men der er stadig rigtig mange spørgsmål.
I FC Barcelona har man gået stille med dørene rent officielt. Klubben har en transferliste, som Deco og Hansi Flick sammen arbejder på, men det bliver ikke til noget konkret før klubben forhåbentligt får en positiv nyhed fra La Liga - som ventes allerede i denne uge. Her vil Barca nemlig få at vide om deres økonomi er så god, at de falder tilbage til 1:1-reglen.
1:1-reglen betyder, at klubben kan købe spillere for det beløb, som de sælger for. Lige nu er klubben på 1:3-reglen så de kan altså kun købe ind for 33 kroner når de sælger for 100 kroner. Det er ikke optimalt og det har påvirket transfervinduet for catalanerne de seneste par år.
Selvom økonomien stadig ikke er på toppen, så er der fremgang og lige nu er der optimisme at spore. Både præsident Joan Laporta og La Liga-præsident Javier Tebas har for nyligt udtalt, at de begge forventer, at Barca kommer tilbage til 1:1-reglen hvilket forstærker klubbens muligheder denne sommer.
Netop af denne grund ved klubben på nuværende tidspunkt ikke hvad de kan købe ind for og om det er det værd at sælge stort ud. I en klub som f.eks. Real Madrid bøvler man ikke med samme issue og derfor er det lettere at navigere allerede nu - men for Barca kræver det altså at La Liga kigger papirene igennem og efterfølgende informerer Barca om den positive nyhed.