Lewandowskis afløser kan købes for omkring 550 mio. kroner
Robert Lewandowski er blevet 36 år gammel, men han scorer stadig godt med mål for Barcelona, hvor han har kontrakt frem til sommeren 2026.
Hans alder gør dog alligevel, at han ikke kommer til at fortsætte på samme høje niveau mange år frem i tiden, og Barcelona er derfor begyndt at kigge på, hvem der kan afløse ham på den lange bane.
Den spanske storklub har i længere tid været meldt interesseret i den svenske angriber Viktor Gyökeres, der scorer mål på samlebånd for Sporting Lissabon.
Det har tidligere lydt, at den portugisiske storklub ville have 750 mio. kroner for svenskeren, men nu skriver Diario Sport, at de skulle være klar til at sælge ham for omkring 550 mio. kroner til sommer.
Mediet skriver også, at Barcelona stadig er interesseret i ham, da de ser ham som en god langsigtet erstatning for Lewandowski.