Lopez og Casado kan ryge: Barca forlanger dog næsten 1 milliard!
Både FC Barcelona og Paris Saint-Germain havde en fremragende 2024/25-sæson, hvor flere titler blev vundet af de sydeuropæiske giganter, men Barca slider stadig med økonomiske udfordringer.
Økonomiske udfordringer som pariserne dog potentielt kan hjælpe dem med at imødekomme, da den franske hovedstadsklub ifølge det catalanske lokalmedie Sempre Barca er interesserede i de to talenter.
Der er tale om de to fremadstormende midtbanetalenter Marc Casado og Fermin Lopez på hhv. 21 og 22 år, der begge har fået deres fodboldopdragelse på Barcas berygtede La Masia-akademi.
Og selvom begge spillere på flot vis har brudt igennem på førsteholdet i FC Barcelona, så har Barca brug for indtjening, for at kunne overholde de økonomiske 1:1-regler.
Det er derfor dilemmafyldt for klubben, hvorvidt det vil give mening at sælge de to profiler eller ej, da de også er en del af den nye spændende Barca-generation og genopbygning under Hansi Flick.
Derfor bliver det også langt fra billigt, hvis Barca ender med at acceptere et salg af en eller to af profilerne, da Sempre Barca oplyser, at Barca forlanger hele 970 millioner kroner for dem begge.
Om PSG vil kunne imødekomme så høje priser, skal være usagt, men i hvert fald fremgår det også af Sempre Barca, at pariserne i går kom med konkrete henvendelser på de to La Masia-talenter.
Fermin Lopez fik hele 46 optrædener i Barca-trøjen i sidste sæson, hvori han lavede otte mål og 11 assists. Den mere defensivt orienterede Marc Casado lavede et mål og seks assists i 36 kampe.