Messi overraskede alle i Barcelona: Pludselig stod han der
I fredags trænede Barcelona endelig på Camp Nou igen, og de åbnede samtidig dørene for næsten 22.000 tilskuere til træningen, hvilket man kan læse mere om her.
Det er dog ikke kun de mange tilskuere til træningen, der har fået lov til at besøge Camp Nou. I går aftes var der nemlig meget fint besøg, da selveste Lionel Messi kiggede forbi.
Skal man tro de spanske medier, så kom besøget som en stor overraskelse for alle i Barcelona, der ikke vidste noget om, at Messi ville besøge stadionet.
Messi dukkede bare op, og spurgte om lov til at komme ind på stadionet, hvor han fik taget et par billeder, og han skrev også et indlæg på sin Instagram omkring besøget.
“I går aftes vendte jeg tilbage til et sted, som jeg savner med hele min sjæl. Et sted hvor jeg var utrolig lykkelig, og i fik mig til at føle mig som den lykkeligste person i verden. Jeg håber, at jeg en dag kan komme tilbage, og ikke kun for at sige farvel som spiller, hvilket jeg aldrig fik muligheden for", skrev Messi.