Ronald Araujo er tvivlsom til semifinalen
I aftes blev Araujo atter engang valgt til at starte inde, da Barca på udebane mødte Granada. Således var Araujo med på den officielle startopstilling, som klubben selv sendte ud - men da spillerne gik på banen tæt på 18.30, var Araujo ikke at se. I stedet var det Samuel Umtiti, som løb på banen. Araujo blev nemlig skadet kort tid før kick off under opvarmningen og nu er der nyt fra Barca.
I morges gennemgik Araujo nogle undersøgelser og her kunne lægerne bekræfte, at han har overbelastet det ene lår og derfor var det vigtigt, at Koeman valgte at trække ham ud af startopstillingen. Barca fortæller ligeledes, at Araujo bliver undersøgt dag for dag for at følge udviklingen af den mindre skade. Det forventes ikke, at han er ude i længere tid.
I første omgang er han yderst tvivlsom til kampen mod Real Sociedad i semifinalen af den Spanske Super Cup, som afvikles onsdag aften. Til gengæld fik Umtiti spilletid i aftes, så han må forventes at starte inde igen.