Barcelona-præsidentens tre nytårsønsker
2025 blev et særdeles succesfuldt år for FC Barcelona, og klubbens præsident Joan Laporta håber, at 2026 kan bygge videre på de samme linjer.
Barcelona vandt i løbet af året både La Liga, Copa del Rey og den spanske Super Cup, og ved årsskiftet topper holdet igen ligaen med fire points ned til Real Madrid. Alligevel er der ingen planer om at læne sig tilbage, hvis man spørger klubbens præsident.
Laporta har i et interview med Sport sat ord på sine tre største ønsker for det kommende år.
Det første handler om fortsat sportslig fremgang.
"I det nye år ønsker jeg, at vi i denne sæson fortsætter med at spille godt og vinde flere titler, så Barcelona-fans over hele verden kan være glade," siger Laporta.
2026 bliver samtidig et vigtigt år for Laporta personligt. Han skal på valg som præsident, og her er ønsket ikke nødvendigvis genvalg, men en proces, han oplever som legitim og samlende.
"Jeg håber, at valget til præsidentposten i FC Barcelona bliver en fejring af demokratiet med stor deltagelse fra klubbens medlemmer," siger han.
Det tredje og sidste ønske rækker ud over fodboldens verden. Laporta understreger, at han også ser det nye år i et bredere perspektiv.
"(Jeg ønsker) fred og solidaritet i hele verden og sundhed for alle."
Selv om det ikke blev nævnt direkte, er der næppe tvivl om, at et af Laportas største håb for 2026 også er at få Barcelona tilbage under La Ligas 1:1-regel. Det vil give klubben markant større økonomisk handlefrihed og gøre fremtidige transfers lettere at gennemføre, allerede fra de kommende vinduer.