I 1950 stod Barça et sted mellem optimisme og begrænsninger. Klubben havde efter borgerkrigen rejst sig med tre ligatitler i 1945, 1948 og 1949, og tilslutningen fra fans voksede eksplosivt. Men Les Corts kunne ikke længere følge med. Det gamle stadion fra 1922 var udvidet til det maksimale – 48.000 tilskuere – og pladsproblemerne var blevet uholdbare.

Kravet om en ny hjemmebane havde rumlet siden 1948, ikke mindst fordi Real Madrid året før havde åbnet Chamartín med 75.000 pladser. Det var umuligt for Barcelona at ignorere udviklingen.

Under præsident Agustí Montal Galobart begyndte klubben at handle. I september 1950 sikrede man sig en købsoption på en grund ved Can Planes, tæt på Les Corts. Området var alt andet end præsentabelt – et øde landskab med murstensovne, lossepladser, fåreflokke og interimistiske skure, hvor omkring 250 mennesker boede. Journalister beskrev en trist scene af forladte skorstene, sultne børn og gamle kvinder, der ledte efter rester i jorden.

Alligevel var det her, Barcelonas fremtid skulle bygges.

Det mest bemærkelsesværdige skete kort efter: Klubben valgte at spørge medlemmerne, om købet skulle gennemføres. I en tid, hvor Spanien var under Franco-regimets diktatur, var det langt fra almindeligt at invitere til debat eller give medlemmer reel beslutningskraft.

Fra 8. til 12. november 1950 kunne alle medlemmer stemme. Også kvinder – et forhold der er bemærkelsesværdigt, da de tre år senere blev nægtet stemmeret ved præsidentvalget.

Barça offentliggjorde afstemningen 5. november. I begrundelsen blev det understreget, at Les Corts havde udtømt alle muligheder for udvidelse, og at klubben risikerede at sakke bagud i forhold til landets største stadionprojekter. Samtidig præsenterede man prisen for jorden, finansieringsplanen og en afsluttende bemærkning: Bestyrelsen ville kun handle, hvis medlemmerne ønskede det.

Fem dage senere lå resultatet klar. 7.835 stemte for, 1.132 imod, mens blot seks stemmer blev erklæret ugyldige. Fremmødet var lavt i forhold til klubbens 30.000 medlemmer, men i et land uden tradition for frie valg var engagementet alligevel markant.

Motivationen var enkel. De sidste to vælgere – en kvinde og en mand – forklarede deres ja med ønsket om et stadion, der kunne matche Madrid og give Barça de rammer, klubben fortjente.

Den 14. november ratificerede en ekstraordinær forsamling af klubdelegerede resultatet. En måned senere blev købet af Can Planes formelt gennemført, og præsident Montal brugte lejligheden til at markere, at modstanden havde styrket bestyrelsens beslutsomhed.

Herfra begyndte en proces, der skulle strække sig over syv år. Først i 1957 stod det nye stadion færdigt, åbnet med plads til 100.000 tilskuere – det stadion, der i dag kendes som Spotify Camp Nou.

Men beslutningen, der gjorde det muligt, blev truffet i november 1950. Af medlemmer, der midt i et autoritært Spanien insisterede på medbestemmelse og lagde grunden til klubbens moderne identitet.