Danske auditions fortsætter trods afvisning
I dag kan TV2 Sport dog berette, at Barcelona ikke har planer om at droppe de auditions, som allerede er blevet planlagt. TV2 Sport skriver, at de er i besiddelse af en mail hvori klubben skriver, at det seneste mediecirkus er opstået på grund af en række misforståelser.
- DBU´s aflysning af audition 9. - 10. maj i Ballerup Idrætsby, som er fremgået i medierne de sidste par dage, beror desværre på en række misforståelser fra DBU`s side vedrørende FCBEscola Copenhagen. Vi vil derfor gerne bekræfte at audition gennemføres helt som planlagt, og at vi glæder os rigtig meget til at se dig i Ballerup Idrætsby, lyder det i mailen ifølge TV2 Sport.
DBU meldte ud, at det kan skade den danske talentudvikling, hvis Barcelona åbner en fodboldskole i Danmark. I morgen kan en ny storklub komme til og åbne en skole hvilket i sidste ende kan betyde, at danskerne ikke har den nødvendige indflydelse på talentudviklingen i landet, berettede DBU således.
Bent Clausen fra DBU har overfor Ekstra Bladet bekræftet, at unionen skal mødes med Barcelona, muligvis i næste uge, hvor situationen skal diskuteres ansigt til ansigt.