Barcelona er i semifinalen i Champions League - Kun 5 har prøvet det før
Der er ikke mange af Barcelonas spillere, der har prøvet at spille en semifinale i Champions League før.
Tirsdag aften måtte Barcelona forlade banen som tabere, da de var på besøg hos Dortmund i returkampen i kvartfinalen i Champions League, som de tabte med 3-1.
Barcelona havde dog vundet den første kamp på hjemmebane med 4-0, så den spanske storklub kan glæde sig over en samlet sejr på 5-3, så de har booket billetten til semifinalen i turneringen.
Det er seks år siden, Barcelona sidst var i semifinalen i Champions League, og det er heller ikke fordi, deres hold er fyldt med spillere, der har erfaring med at spille den slags kampe.
Der er nemlig kun fem spillere i truppen, der tidligere har prøvet at spille en semifinale i Champions League, og det er Robert Lewandowski, Frenkie De Jong, Marc-Andre Ter Stegen, Dani Olmo og Andreas Christensen.