Deco er imponeret over tidligere Superliga-stjerne: Nu skal han scoutes
I sidste uge spillede Barcelona en vild kamp i Champions League, hvor de mødte Benfica på udebane, og efter 90 minutter med stor underholdning vandt spanierne med 5-4.
Barcelonas defensiv havde dog store problemer undervejs, og den 20-årige norske kantspiller Andreas Schjelderup var en af de spillere fra Benfica, der gav problemer.
Schjelderup lavede en assist i opgøret mod Barcelona, og hans præstation i opgøret skulle have imponeret Barcelonas sportsdirektør Deco, der var begejstret for det, han så fra nordmanden, skriver Diario Sport.
Barcelona skulle være på jagt efter en ny venstrekant til sommer, og efter kampen mod Benfica skulle Deco have givet klubbens scouts besked på at scoute den unge nordmand, så de kan se, om han kan være noget for Barcelona.
Schjelderup fik sit store gennembrud i Superligaen for FC Nordsjælland, der solgte ham til Benfica i januar 2023, og han har spillet for portugiserne siden da.