Forlod Barcelona som flop - Nu jagter engelske storklubber ham
Der var store forventninger til den unge brasilianske angriber Vitor Roque, da han tilbage i januar 2024 kom til Barcelona fra hjemlandet, da han stadig kun var 18 år.
Det blev kun til 16 kampe og to scoringer for den brasilianske angriber, inden han blev lejet ud til Real Betis i slutningen af sommerens transfervindue sidste sommer, og han forlod Barcelona som lidt af et flop.
I slutningen af februar i år blev lejeaftalen med Real Betis dog ophævet, og i stedet solgte Barcelona ham til Palmeiras i hjemlandet for omkring 175 mio. kroner, og her har han gjort en rigtig god figur.
Siden ankomsten til Palmeiras har Roque scoret 17 mål og lavet fem assists, og den præstation kan være medvirkende til, at han kan vende tilbage til Europa.
Mundo Deportivo skriver i hvert fald, at de to engelske storklubber Manchester United og Chelsea begge holder et vågent øje med den 20-årige angriber, og er interesseret i at hente ham.