Nu laver Yamal, Olmo og Lewandowski også stort: En helt særlig ære i Barcelona
Hvis du har været på ferie i Barcelona, har du helt sikkert bemærket de små figurer, som forestiller kendte mennesker.
Det kan virke sært for en dansker. Men det er faktisk en stor ære at få fremstillet en figur af sig, som sidder på hug og laver stort.
De små figurer hedder caganers - skidere. Nu er der kommet nyt i vinduet hos butikker, der forhandler dem.
Dani Olmo, Lamine Yamal og Robert Lewandowski er således også blandt de kendte mennesker, man kan stille i fx juledekorationen som caganers.
Man ved, man er noget, når man har fået sin egen caganer. Figuren siges at bringe held og lykke i det nye år, da den gøder jorden med sin afføring.
Skal du have Lamine Yamal til at sidde og lave stort i din juledekoration?