Liverpool vil handle i Barcelona: Klar med mere end 500 mio. kroner
Liverpool blev i weekenden kåret til engelske mestre, da de vandt med 5-1 over Tottenham hjemme på Anfield, men midt i fejringen har de stadig noget at tænke på i den engelske storklub.
Det er nemlig stadig meget usikkert, om Trent Alexander-Arnold har en fremtid i klubben, da hans kontrakt udløber efter denne sæson, og han har været sat i forbindelse med et skifte til Real Madrid på en fri transfer.
Hvis den engelske back skifter til Real Madrid, så skal Liverpool ud og finde en erstatning for ham, og her kan de meget vel kigge mod Barcelona.
El Nacional skriver nemlig, at Liverpool skulle være klar med et bud på 520 mio. kroner for at købe Barcelonas højre back Jules Kounde i det kommende transfervindue.
Mediet skriver dog også, at englænderne får konkurrence fra nogle af deres ligarivaler, da både Arsenal og Chelsea også skulle være interesseret i ham.