Barcelona solgte 70.000 trøjer med hans navn på et døgn
Lamine Yamal fyldte for nyligt 18 år, men trods hans unge alder er han allerede en af de helt store stjerner på Barcelonas hold.
Der har i en længere periode været snak om, at han skulle forlænge sin kontrakt med Barcelona, og tidligere på sommeren kom der så styr på den, da han satte sin underskrift på en ny aftale, der gælder helt frem til sommeren 2031.
I forbindelse med den nye aftale har Yamal også skiftet nummer, så han fremover skal spille med nummer 10 på ryggen, et nummer han bl.a. arver fra store navne som Lionel Messi og Ronaldinho.
Det har også vist sig at være en god kommerciel forretning for Barcelona at give Yamal et nyt nummer. Diario Sport skriver nemlig, at på det første døgn, efter præsentationen af hans nye trøje med nummer 10, blev der solgt intet mindre end 70.000 trøjer.