Det ikoniske Camp Nou var stadig kun delvist færdigt, tre sider åbne, én endnu under opbygning, men følelsen af at være tilbage på noget velkendt var stærk. Et stadion, der stadig bærer navnet Spotify, men som for de fleste denne eftermiddag føltes som det gamle Camp Nou.

Athletic Club, der ikke har vundet her i 30 kampe, var næsten symbolske gæster til hjemkomsten. Barcelona vandt 4-0, og på en dag, hvor præstationen kom i anden række, blev målene blot små ankre i en større fortælling. Lamine Yamal leverede to ekstraordinære assists til Ferran Torres, der efter sit andet mål bøjede sig og pudsede Yamal’s støvle – et billede på en ny generation, der sætter af på velkendt jord. Robert Lewandowski og Fermín López scorede de øvrige.

"Det var en god dag for os," sagde Hansi Flick efter kampen. Ikke på grund af resultatet, men fordi det hele betød noget. Flick har selv stået på Camp Nou før – som gæst, nyfyret fra et job i Tyskland, og med en tanke om, at han engang kunne ende på den blågrønne bænk. Nu stod han her som Barcelonas træner i det, han kaldte "historisk".

Fem af Barcelonas startere havde aldrig spillet her før. Lamine Yamal havde kun fået syv minutter som 15-årig. Nu er han bærer af en ny epoke og skrev inden kampen: "Montjuïc var begyndelsen; Camp Nou er stedet, hvor historien bliver skrevet." Den sætning hang næsten i luften, mens han smilede foran den udsolgte nordøstlige tribune – den ene fyldt, den anden tom og ufærdig som et synligt tegn på overgang.

Dagens første symbolske berøring tilhørte dog Juan Canela Salamero og Jordi Penas i Iberri, klubbens ældste fremmødte medlemmer. Under ledsagelse af Carles Naval, Barcelonas mangeårige holdleder, rullede de frem til sidelinjen og satte kampen i gang. Canela havde sin billet fra stadionets indvielse i 1957 med i hånden – et lille stykke historie i et stadion, der genfødes.

I 1957 blev 10.000 duer sluppet løs. Denne gang blev hjemkomsten markeret af en DJ, en bykor-version af hymnen og et stadion, der endnu mangler tag og tredje ring. Men følelsen – det, der ligger mellem hospitalet og kirkegården i Les Corts – var den samme: liv. En hverdag vendte tilbage.

For mange tilskuere handlede det om genkendelighed: de samme barer, de samme ansigter, de samme strøg omkring stadion. En følelse af at få noget tilbage, snarere end at begynde på noget nyt. Camp Nou er langt fra færdigt, men det er åbent. Og det er hjemme.

Det grønne græs lå som et åbent rum, hvor Kubala, Cruyff og Messi engang satte deres streger, og hvor Lamine Yamal nu gør det. Og da Ferran Torres sendte kampens sidste bold i nettet, var det som et ekko af fortiden og en invitaiton til fremtiden.

En indvielse i det uafsluttede. Et nyt kapitel i kendte rammer. Barcelona var tilbage.