Mest læste lige nu

Barca spiller otte udekampe i træk!

Det er ved at være længe siden, at man senest har set FC Barcelona spille hjemme på Montjuic. Faktisk skal man tilbage til den 20. december 2023 for at finde den seneste hjemmekamp. Siden har holdet allerede spillet seks udekampe og der resterer endnu to.

Den 20. december 2023 skulle man bruge to mål fra Sergi Roberto for at slå Almeria i årets sidste officielle kamp. Siden fløj holdet noget uambitiøst til USA for at spille en venskabskamp mod Club America. Det handlede kun om økonomi og her tabte man den venskabelige kamp med 3-2. Det var den første udekamp af mange i rækken.

I det nye år mødte Barca således Las Palmas på udebane og hentede en sejr på 2-1 i sidste minut på et straffesparksmål af Ilkay Gündogan efter at man ellers var kommet bagud, som i øvrigt er sket 12 gange i indeværende sæson. Få dage efter stod man klar på Barbastros bane i Copa del Rey og igen havde man problemer med at lukke kampe, men hev alligevel en 3-2-sejr hjem.

Straks fløj holdet til Saudi Arabien for at møde Osasuna i Super Cuppen og her vandt Barca 2-0 - igen på et sent mål for at lukke kampen og i øvrigt i en kamp, hvor det var tydeligt, at Barca havde problemer, men at Osasuna ikke havde kvaliteten til at udstille catalanerne. Det havde Real Madrid dog få dage efter, da de tilintetgjorde Xavis taktik og alle de problemer, som Barca løber rundt med lige nu. Et klart finalenederlag på 4-1 og ligeledes den femte udekamp i træk.

Seneste kamp for Xavis mandskab var i Copa del Rey ude mod Unionistas de Salamanca og her kom Barca også bagud, men endte alligevel med at vinde 3-1 og derfor var de med i bowlen i går, da der blev trukket lod til kvartfinalen. Her skal Barca op imod Athletic Club og den kamp spilles allerede på onsdag.

Inden da skal Barca en tur til Andalusien i La Liga for at spille mod Real Betis før turen går til Baskerlandet og Bilbao. Der er altså tale om hele otte udekampe i træk før Barca endelig kan gå ud på stadion på Montjuic og spille bold - det sker den 27. januar mod Villarreal.

FC Barcelona