Stats: Pau Victor greb chancen i USA
Sidste sommer var det Fermin Lopez, som trådte ind på scenen med blandt andet et supermål mod Real Madrid under pre-season i USA. Op til denne sommers tur til USA har der været spænding om hvilken spiller, der ville gribe chancen.
Den chance må man sige, at Pau Victor greb. Han fik spilletid i tre kampe, scorede tre mål og lagde op til et enkelt mål. Den statistik kan man ikke sætte en finger på og nu er spørgsmålet om Hansi Flick kan finde plads til at bruge Victor i løbet af den kommende sæson.
Pau Victor scorede mod Manchester City i den første træningskamp og blev erstattet af Lewandowski efter en times spil hvorfor han ikke fik lov til at sparke i straffesparkskonkurrencen. Derefter tog Barca imod Real Madrid og her var Victor også oplagt, da han scorede lige inden og lige efter pausen. Dermed nåede han op på tre mål i to kampe.
Endelig var han også på banen i nat mod AC Milan og efter en time kunne han glæde sig over, at Lewandowski sparkede hans aflevering i nettet og dermed rundede Victor altså sammenlagt tre mål og en assist i de tre træningskampe.
Om Flick kommer til at bruge Pau Victor eller ej er ikke til at vide, men angriberen har i hvert fald bekræftet cheftræneren i, at han slår til når han får chancen.